Lisa Fosmark åbnede med Luke Dean – Check One, Two, og så flød det ellers bare derfra. Stilet look, badass attitude bag pulten som altid – og et mix, der var fuldstændig fejlfrit hele vejen.

Vi så hende også på Magicbox tidligere på sommeren, og det her var tydeligt et helt andet set. Setlisten er ikke på repeat, og det klæder hende.

Gæsterne på scenen gled flydende ind i settet – det kan ellers hurtigt blive abrupt. Wesmo kiggede forbi, der blev kastet merch ud, og man kan godt høre, at hun er Sammy Virji-fan, men på en måde hvor det aldrig kammer over i wannabe. En enkelt gæst, der mimede, gav måske ikke så meget.

Calabria var en kliché – men dem har hun ellers ikke mange af. Skepta – That’s Not Me og Dizzee Rascal – Bonkers sad til gengæld lige i skabet. Og så var der et regulært wtf-øjeblik, da “I’ll Fly With You” dukkede op i helt nye klæder.

Temposkiftet, vi sad og ventede på, kom faktisk – måske kunne det være kommet lidt tidligere. Men da hun skruede helt op for blusset den sidste halve time, var alt tilgivet.

8/10