Fortællingen er god: Hedegaard pakker kufferten, er væk i to måneder, kører gennem ti provinser i det vestlige Kina med journalisten Xiaolou Feng, sidder ved fremmede middagsborde i Chongqing og Tibet og kommer hjem med field-recordings, gamle kinesiske instrumenter og en dokumentar. Western China’s Melody hedder den, og den udkommer side om side med pladen som ligeværdig makker.

“Jeg blev lukket helt ind i folks private hjem … og oplevede en gæstfrihed, der virkelig blæste mig bagover,” fortæller Hedegaard i en pressemeddelelse.

Vi tror på ham. Vi bemærker bare også, at han har været i Kina længe. NYC BABY blev til BEIJING BABY, han har toppet QQ Musics EDM-liste og høvlet snesevis af singler ind på de kinesiske hitlister. Rejsen, der sælges som en opdagelse, er lige så meget en uddybning af et marked, han har dyrket i årevis. Det gør ikke kærligheden mindre ægte. Det gør bare KIN til lige dele pilgrimsfærd og forretning – og til den ene halvdel af et dobbeltværk, hvor pladen deler vægt med dokumentaren.

Så er spørgsmålet, hvad turen gør ved musikken. Svaret: mindre, end rammen lover.

Det orientalske drej, der løber gennem pladen, ligger oftest som topspin oven på velkendte Hedegaard-skabeloner. Say My Name med Arash og On Top Of The World med CANCUN? og Matt Hawk er klassisk Hedegaard med en kinesisk tone lagt henover – pænt, men det forandrer ikke sangene i bunden. Drumroll låner et par ekstra trommer af Safri Duo og bliver alligevel ikke til noget, vi vender tilbage til. Field-recordings som tapet, ikke som fundament.

Når han slipper rammen og bare laver musik, er han stærkest. Monolith med Moguai og Brandon Beal åbner filmisk og stort, med en snert af Løvernes Konge, og tør lægge afstand til den tunge lyd uden at slippe den. Monument vækker Big Room’en til live – manager Jon Nørgaard synger stadig fremragende – og bliver pladens oplagte festivaltrack, den slags der rykker, når det rammer Magicbox til sommer.

Dancing With My Destiny med Karen Harding og Matt Steffanina drejer over i Afro house og viser en spændvidde, man ikke nødvendigvis havde regnet med fra kongen af Car Music. Control med Waka Flocka Flame går den anden vej: tung bas til bilen og en rå vokal, Hedegaard tilbage ved rødderne fra de bastunge rapremixes. Homebound med Black Motion er til gengæld pladens svageste, og den glider forbi uden at sætte sig.

Toppen er til at få øje på. Dust 2 Dust med Curbi er pladens bedste rene nummer – orientalsk, en tand hurtigere, elegant, og klog nok til ikke at fylde for meget på én gang. Og så Kin selv, hvor det gamle kinesiske lydtæppe og Hedegaard endelig smelter sammen i stedet for at ligge ved siden af hinanden. Det er her, idéen bliver til musik. Sigende nok er det også her, pladen er bedst.

To ting holder den fra toppen. Den ene er, at et par af numrene er Hedegaard på rutinen med ny maling. Den anden er formen: ti numre på godt en halv time, hvert af dem omkring tre minutter, skåret til streaming snarere end til fordybelse. Det passer til manden – han er hitmager, ikke albumkunstner – men det rimer dårligt på en ramme, der lover en rejse.

KIN er et vellavet album, hvor fortællingen løber et hak stærkere end musikken – men kun et hak. Når de to mødes, på Kin og Dust 2 Dust, er turen hjem hver en kilometer værd, og resten kører pænt med. Hedegaard, som vi kender ham, bare med udsigt til Tibet. Det rækker langt.

Derfor lander vi på 7/10 til Hedegaards album “Kin”.