Swedish House Mafia udgiver første nummer i 9 år og annoncerer album

Swedish House Mafia er tilbage med første udgivelse i ni år. Samtidig annoncerer gruppen sit debutalbum og ny tour i stort interview.

448
Visninger

Verdens vel nok mest hypede elektroniske navn, Swedish House Mafia, har efter ni års musiktørke endelig udgivet ny musik. “It Gets Better” hedder nummeret, og vi fik allerede en smagsprøve på det under deres comeback tour i 2019.

Da de for efterhånden lang tid siden først gjorde comeback i Miami i 2018 og det efterfølgende år spillede en række shows – blandt andet på Tinderbox – blev hypen og ventetiden lige lovligt langtrukken. Denne gang var der hurtigt aftræk. Tre sorte prikker dukkede op rundt omkring i verden, og få dage efter en Spotify-reklame midt på Times Square i New York med datoen 15.08.21 og de famøse tre prikker.

Men “It Gets Better” er blot begyndelsen. For en gruppe der nærmer sig et 15-års jubilæum lyder det helt mærkeligt at sige – men debutalbummet “Paradise Again” er planlagt til at udkomme i slutningen af 2021! Det afslører de i gruppens første samlede interview i næsten et årti.

Swedish House Mafia førte an, da EDM for alvor eksploderede og havde gyldne tider i starten af 10’erne og solgte blandt andet samtlige billetter til deres første show i Madison Square Garden på bare 9 minutter. Det er spændende om de endnu engang kommer til at lede elektronisk musik mod en ny storhedstid.

En vej fuld af bump

Vejen hertil har dog ikke været let. De tre svenskere fortæller om store udfordringer. Også efter det første show tilbage sammen i Miami i 2018. Bag facaden har der været kampe med deres egen perfektionisme, to gange har de skiftet manager, og så forlod de også Colombia Records, som de havde ellers skrev under med netop med formålet om at udgive ny musik.

I interviewet fortæller de i detaljer om comeback-showet, som blev istandsat af Ultra-stifteren Adam Russakoff, der betalte gruppen en million dollars for en times optræden. Gruppen brugte det hele og mere til på et storslået show, men flere ting gik galt under afviklingen. Lyset kom ikke på de rigtige tidspunkter, der blev brændt LED-skærme af af gruppens flammer osv. Efterfølgende fyrede Steve Angello hele produktionsholdet i raseri.

En ny lyd

Nogle havde måske håbet, at de blot ville fortsætte den stil, som de lagde med “Don’t You Worry Child” for ni år siden. Det tydede deres comeback-shows også en anelse på. Men både i interviewet og med “It Gets Better” lægger de klar afstand til den tanke. Swedish House Mafia nægter at blive et retro-act. De beskriver nummeret som lyden af Swedish House Mafia 2.0 – et nummer vi hørte første gang ved deres show i Stockholm – og som siden har fået en kæmpe makeover.

“Det var ligesom ‘hvad fuck gør vi? Hvordan kommer vi tilbage? Giver vi dem bare endnu en version af hvad vi har lavet før?’ ” Forklarer Sebastian Ingrosso om gruppens overvejelser. “Jeg sagde fuck det. Det er deprimerende at gå tilbage. Det er ulækkert at gå tilbage.”

Det var også årsagen til, at gruppen droppede Colombia Records. Ifølge Steve Angello følte gruppen at pladeselskabet var alt for interesseret i at flirte med gruppens fortid. Det ønskede de tre svenskere ikke og Angello tilføjer, at de nok har smidt omkring 12 “Don’t You Worry Child-lignende numre i skraldespanden imens de har produceret det kommende album.

Lige da de stod og skulle til at udgive ny musik, kom der en pandemi. Umiddelbart lidt træls, men i virkeligheden købte den mere tid til at mafiaen kunne færdiggøre albummet ordentligt. “Nu griner vi af de tidlige ideer og tænker holy shit, var det meningen vi skulle udgive det?” siger Angello i interviewet. Til den negative side blev Ingrosso smittet og var syg i hele 100 dage.

Ny manager, nyt label, ny tour

Nu har gruppen fået ny manager. På anbefaling af Spotify-stifter Daniel Ek og Aviciis ex-manager Ash mødtes de med Wassim Slaiby, der også er manager for The Weeknd. Han satte dem i kontakt med Republic Records, som nu er gruppens pladeselskab. De har også en ny tour i planerne for 2022 primært rettet mod stadions og arenaer.

Drivkraften er denne gang ikke at toppe hitlisterne og tjene en hurtig skilling på deres album. Det er et spørgsmål og tre rastløse, kreative sjæle der ønsker endelig at få deres musik ud uanset hvordan den bliver modtaget. De vil vise, at de kan andet end mainstream musik, som ifølge Ingrosso er blevet for ensformig på det seneste.

“Vi aner ikke, om folk vil kunne lide vores nye musik, men vi er bare virkelig stolte af, hvad vi har lavet,” siger Sebastian Ingrosso til Billboard.

‘Paradise Again’ er kun begyndelsen. Ifølge Angello har gruppen musik nok til et par albums mere allerede.

Det bliver spændende at se, om svenskernes anden æra bliver en fiasko eller succes. Kan de overleve at komme tilbage efter så lang en pause, i en verden hvor så meget er ændret siden da? Det må tiden vise. Hvis nogen kan, så tror jeg det er Axel Hedfors, Sebastian Ingrosso og Steve Angello. Men i virkeligheden er popularitet ikke længere det vigtigste.

“Vi er sammen. Vi laver musik. Vi har det sjovt. Det eneste, der betyder noget, er at vi kommer til at kigge på hinanden om et par uger, hvor vi skal grille og grine, og så kommer vi til at sige ‘Se lige det her fucking album,” siger Ingrosso til Billboard.

Lyt til “It Gets Better” her:

Læs hele det fantastiske interview med Billboard her: