Snavs udgiver nyt album: “Det ville sikkert få flere streams, hvis jeg udgav numrene som singler”

Snavs har efterhånden etableret sit navn hele vejen fra Kina til København med sin hårdtslående, kompromisløse stil. Nu udgiver han et nyt album, der for alvor fastslår, hvorfor han bliver anset som en af Europas mest innovative producere.

1158
Visninger
Pressefoto af Snavs
Pressefoto: Snavs

Amagerdrengen Andreas Holdø er kommet langt, siden han for første gang prøvede kræfter med at producere musik. Under kunstnernavnet Snavs er han gået fra at være et københavnsk undergrundsproducer til nu at være et af landets største elektroniske navne med erfaring fra nogle af verdens største internationale festivaler.

En af årsagerne til successen er en utrættelig arbejdsmoral. Og så har Snavs en evne til at udfordre genrenormerne, med en kompromisløs tilgang til musikken.

Han debuterede tilbage i 2013 med EP’en “808%” og har siden bygget et navn i branchen ved udgivelser på Spinnin’, Musical Freedom, Big Beat, Mad Decent og flere. Sideløbende har han opbygget pladeselskabet Riotville Records, hvor navne som Faustix, Zookeepers, Stoltenhoff og Fabian Mazur, har udgivet musik. Det var også her han udgav debutalbummet “SS18”.

Nu er han så klar med opfølgeren, der har fået navnet “Opal”. Vi har taget en snak om det nye album med Snavs.

Færre collabs, mere Snavs

Det nye album er storslået i sin lyd. Det er cinematisk og til tide lidt dystert, og det har også været ambitionen med “Opal”.

“Lyden er rigtig meget mig. I forhold til selve universet og den visuelle identitet blev Louis (min content man) og jeg meget inspireret af filmverdenen! Opalen er sådan som jeg visualiserer albummet, og det var derfor var vigtigt for mig at skabe et Opal univers, med filmiske referencer, der matcher lyden som jeg ser den,” fortæller Snavs.

“Opal” adskiller sig fra sin forgænger “SS18” ved denne gang at indeholde langt færre collabs. Kun to er der blevet plads til, og det er en helt bevidst beslutning fra den danske producers side.

“På SS18 ville jeg gerne have så mange forskellige lyduniverser med som muligt og lavede derfor mange collabs, hvor jeg med Opal har et mere specifikt lydbillede, men derimod leger med rigtig mange forskellige genrer.”

“Både med Foramic og Kage har vi lavet collabs, der passer godt ind i Opal-universet, og så giver det rigtig god mening at showcase to undervurderede talenter fra mit pladeselskab Riotville Records.”

Pressefoto: Snavs

Nogle gange behøver det ikke være relevant

Lidt provokerende spørger jeg Andreas, om det stadig er relevant at udgive albums i en tid, hvor musik bliver streamet, og folks opmærksomhed er flygtig.

“Jeg synes det viser seriøsitet at lave et album, og så elsker jeg at arbejde på store værker. Man kan vise og fortælle meget mere med ti sammenhængende tracks end en single på 3-4 minutter.”

“Jeg ved ikke, om det er relevant at lave albums. Jeg ville sikkert få flere streams, hvis jeg udgav de ti tracks over halvandet år, men man skal ikke altid lave det, der er relevant. Man skal lave det, der giver mest mening for en selv og ens lyttere.”

Festmusik i en tid uden fester

“Opal” udkommer i en tid, hvor numrene hverken kan spilles på natklubber eller store festivaler. Ligeledes har det været svært at få testet nogle af sangene på et publikum, som man ellers ville gøre. Den timing har også været med i overvejelserne hos Andreas Holdø.

“Jeg startede albumprocessen i slutningen af sidste år, og blev færdig med albummet lige da verden lukkede ned, så jeg nåede at prøve nogle af numrene live, men vi har gjort os mange tanker i forhold til at udgive “festmusik”, når der ikke rigtig er nogen fester.”

“Men når det er sagt, så synes jeg, at “Opal” er mere end festmusik, og folk har måske mere tid til at fordybe sig i albummet på grund af COVID-19. I øvrigt nægter jeg at stoppe med at udgive musik, bare fordi jeg ikke kan komme på tour.”

“Vi har gjort os mange tanker i forhold til at udgive “festmusik”, når der ikke rigtig er nogen fester.”

Snavs

Nummer to er bedre end debutalbummet

Et spørgsmål, som Snavs tøver en smule i svaret på, er om han er mest stolt af “Opal” eller debutalbummet “SS18” – og det er måske også lidt ligesom at spørge en far, om han bedst kan lide sin ældste eller yngste søn.

Alligevel bliver det ikke til et politikersvar, men vi får rent faktisk sandheden fra Snavs.

“Jeg synes, at de kan to forskellige ting, og det var så fedt at lave mit debutalbum, men hvis jeg SKAL vælge, må jeg nok sige “Opal”. Jeg synes virkelig, at jeg har fundet min lyd på det her album”.

Så bredt som muligt – men uden kompromisser

Snavs er nået vidt omkring i sin karriere. Coachella, Tomorrowland og EDC Las Vegas er krydset af listen, og de fleste kontinenter har oplevet amagerkanerens liveshows.

Nu har han også to albums under bæltet, så hvad venter på den anden side?

“Jeg vil blive ved med at skubbe mine egne grænser musikalsk. Derudover vil jeg rigtig gerne fortsætte med at turnere en masse. Der er stadig mange lande og byer, hvor jeg ikke har været. Mit mål er at nå så bredt ud som muligt, uden at gå på kompromis med min lyd!”

Pressefoto: Snavs

“Jeg synes virkelig, at jeg har fundet min lyd på det her album.”

Snavs

Selvom succesen hidtil har været størst i udlandet, så er Danmark ikke glemt i de fremtidige ambitioner.

“Det har været rigtig vigtigt for mig at få anerkendelse i Danmark, men elektronisk musik må siges at være en nichegenre herhjemme, selvom vi efterhånden har ret mange dygtige elektroniske musikkere. Mit hovedfokus er forsat internationalt, men når det er sagt, gør jeg, hvad jeg kan for at lave nogle ting herhjemme, især med mit pladeselskab Riotville Records, hvor vi virkelig arbejder hårdt på at få skabt et community for os danskere, der elsker elektronisk musik!”

Tilbage er der blot at give ordet til Snavs, der kommer med en opfordring:

“Jeg synes at man skal give sig tid til at lytte til “Opal” fra start til slut.. “Plug in the headphones, plug out the world”! Det er meningen med albummet, selvom man godt kan lytte til numrene hver for sig!”

“Opal” udkommer på fredag den 25. september.