Bladtkramer bliver til Klynk: Slut med store labels og jakkesæt

Bladtkramer lægger sit eget projekt i graven. Op af asken genopstår han dog under navnet Klynk, og første EP viser virkelig lovende takter, fra den danske producer.

474
Visninger
Foto: Albumcover "Siik EP".

Den danske DJ og producer Mads Bladtkramer har i mange år brugt sit efternavn som artistnavn. Men den æra er nu slut. Han har omdøbt sig selv til Klynk, og meget mere end navnet vil skifte i fremtiden.

I en video, hvor han forklarer om beslutningen lyder det blandt andet, at det skal være slut med at store labels tvinger en bestemt lyd eller stil ned over hans musik. Han vil ikke længere lytte til jakkesættene og de prætentiøse. Faktisk vil han ikke længere lytte til nogen som helst, når han skaber sin musik.

Det er en modig beslutning, hvor han selv erkender, at ikke alle vil elske den nye stil. Men det er heller ikke tiltænkt masserne, og succeskriteriet for Klynk er hverken antal af streams eller mængden af følgere på de social medier. Han lover samtidig, at Klynk vil være i evig udvikling og evigt forandrende i sin tilgang til musikken.

Første udspil er en EP med to numre, der har titlen “Siik EP”, og hvis de to første numre er en indikator for, hvad der venter os fra Klynk, så kan vi godt glæde os. For både “Siik” og “Seeuentee” er af international klasse.

Lyt og bedøm selv her: