Aliasernes år: Stjerneproducere på stribe lancerer sideprojekter

De store superstjerner lancerer nye aliaser på stribe. I denne uge slutter Nicky Romero sig til den voksende flok af dj's med sideprojekter.

351
Visninger
Martin Garrix har i år udgivet musik som Ytram.

Lad os være helt ærlige. 2020 har på mange måder været et lorteår. Ingen festivaler, ingen normale koncerter, ingen natklubber – generelt er det en hård tid at leve i, hvis man tjener til dagen og vejen ved at lave elektronisk musik – eller bare godt kan lide at opleve musik live.

Men en lille positiv nål er der dog at finde i 2020-høstakken af ren elendighed, og det er at der med færre shows bliver mere tid i studiet. Dermed skulle der den kommende tid gerne blive skruet op både for kvantitet og kvalitet af udgivelser, hvis det går som jeg forudser.

Fra Calvin Harris til Nicky Romero

Måske er det netop en ren overflod af musik, der får det til at vælte frem med nye aliaser fra veletablerede stjerner. 2020 har givet os en ny side af Calvin Harris, der som Love Regenerator leger med techno og house, langt fra hans mere poppede udgivelser.

Det har også set Martin Garrix lancere sin første udgivelse som Ytram, Tiësto som VER:WEST. I denne uge lancerer Nicky Romero også et alias, der skal fremvise en dybere lyd under navnet “Monocule”, ligesom Afrojack planlægger at udgive musik under det nye technoalias “Kapuchon”.

Det virker altså til, at det ikke længere er nok for de store navne at have egne labels, som også er standard for superstjernerne. Nu skal man også have et sideprojekt for at være med på moden.

Ikke udelukkende ny tendens

Det er dog ikke ligefrem nyt at have flere platforme at udgive på. Eric Prydz, Armin Van Buuren, Deadmau5, David Guetta og flere har haft flere navne at udgive under i flere år, og faktisk har både Garrix og Afrojack allerede andre sideprojekter, end de nye, der er blevet lanceret i år.

Men hvorfor lancerer så mange DJ’s nye projekter netop nu? Måske er det den øgede tid i studiet? Det kan også være, at det, at en trendsetter som Calvin Harris får et techno-alias, får andre til at efterligne det. Men mest sandsynligt handler det om, at hoppe med på techno-bølgen uden at ødelægge sit brand i samme omgang.

Skal passe til brandet

I dag er forventningerne nemlig ret tydelige omkring, hvad navne som Nicky Romero, Afrojack og Martin Garrix kan eller ikke kan udgive. Derfor beskytter de deres hovedbrand og autentiteten omkring dem, uden at få skudt i skoene, at de er medløbere, der løber fra den ene trend til den næste.

Men i virkeligheden er det, måske netop det, de gør? Bare under et andet kunstnernavn…