No Fame Only Talent udgiver anden EP: Nye navne stråler

No Fame Only Talent er nu ude med den anden EP i rækken - med udgivelser fra flere spændende, nye navne.

480
Visninger
Foto: Emil Bucholtz

Det danske label No Fame Only Talent, der udgiver elektronisk musik fra både garvede og helt grønne danske elektroniske musikproducere udgiver nu den anden EP.

På første EP strålede især Eeb Laurent med tracket “Together”, og på den nye EP er der ligeledes masser at komme efter.

Første nummer kommer fra Edgar Cueto og hedder “Caribe”. Et house-nummer med inspiration fra sydligere himmelstrøg og samtidig har det lidt en vibe af den gamle Tiësto.

Nyt navn stråler

På “002” som EP’en så kreativt er døbt er der også plads til helt nye navne. Marcus Mollyhus har vi aldrig før hørt om – men på “How Many Ways” kan det på ingen måde høres, at der er tale om en rigtig ung artist. Det er et rigtig lækkert sommernummer i house-genren og har virkelig internationalt potentiale.

Bass house-duoen New Northern er genganger på den nye udgivelse. De udgav også et nummer på den første EP. Denne gang er det med “Breathe”, som for nogle helt sikkert vil lyde bekendt. Det blev nemlig spillet af TooManyLeftHands på Magicbox for blot en uges tid siden.

Plads til erfarne kræfter

Også mere rutinerede producere har fundet vej til “002”. Christian Amby står bag nummeret “The Eye”, som i droppet sender tankerne hen på “Greyhound” af Swedish House Mafia, mens opbygningen adskiller sig markant.

Venne aka Thomas Vendelboe fra duoen Svenstrup & Vendelboe er også at finde på EP’en. Med et nummer der trækker tråde til et andet svensk act.

“Solum” kunne sagtens have snydt mig for at være et track af Eric Prydz’ alias Pryda – og det er ment som en kompliment – svenskeren er kompromisløs i sine produktioner, og det samme er Venne åbenbart også. Han udfolder sig på EP’ens længste nummer på hele 8 minutter og 52 sekunder – også helt i Prydz’ ånd!

Hårdtslående, rå tracks

De sidste to tracks fra No Fame Only Talent vi ikke har nævnt endnu har noget til fælles. De er begge rå, hårdtslående club-numre.

Det første hedder “Chain” og er udgivet af Sola, som vi lige nu ikke ved meget om. Men vi kan allerede nu sige så meget, at det tegner lovende, hvis Sola kan følge op debut-udgivelsen.

Det andet nummer kommer fra NIGHT / MOVES der ligeledes er et ret ubeskrevet blad i dansk elektronisk musik. NIGHT / MOVES spillede på TooManyLeftHands’ scene om  torsdagen til årets Distortion – så måske nogle allerede har hørt tracket “Dubium” inden den officielle udgivelse.

Endnu en gang må vi bare rose No Fame Only Talent for virkelig stor diversitet i numrene – og for at give os en platform, hvor unge artister kan vokse – og vi andre kan få lejlighed til at opdage dem!

Lyt til “002” her:

Flere numre har endda klaret cuttet til vores Fist Pump Fridays Fresh Releases playliste, der har rundet 2.500 følgere:

Nyt dansk label fylder et tomrum på scenen: Første EP ude nu