The Chainsmokers havde glemt DJ-pulten

The Chainsmokers skuffede en smule ved deres tredje besøg i Danmark.

443
Visninger
Foto: Nicolai Hildebrand

Det var som om der manglede noget, da The Chainsmokers indtog Tinderbox.

Jeg har set dem spille en del gange efterhånden, og hver gang er det bare blevet bedre og bedre. Men måske har de nået toppen – i hvert fald på den elektroniske front. For på Tinderbox brød de stimen, og jeg gik for en sjælden gangs skyld en smule skuffet fra koncerten.

Måske hænger det sammen med den manglende DJ-pult. I et interview for nylig afslørede bandet, at de slet ikke ville DJ’e på den kommende tour. Og dermed kan man sige at overgangen fra DJ’s til band er fuldendt.

Det betyder efter min mening, at de mister lidt af deres vildskab og drengerøvsmentalitet. Godt nok fik vi små glimt af det med “Work It” af Toby Green, deres ID med Gammer, endnu et ID med den lokale odensedreng, Stoltenhoff og “Feel Free” af RL Grime, men ellers var det en meget mainstream koncert, hvor det var deres egne pophits, der fik lov at fylde 90 procent.

De hits virker til gengæld. “Closer”, “Don’t Let Me Down” og “Something Just Like This” blev taget virkelig godt imod. Jeg havde frygtet en udvandring, hvis de havde spillet som de plejer, men med den nye stil virker det som om, at det brede publikum endelig omfavner The Chainsmokers. Også som liveact.

Hele vejen igennem er der en live-følelse, og det er tydeligt at trommeslageren Matt Mcguire er en gevinst for The Chainsmokers. Og det er lige så tydeligt, at Andrew Taggart efterhånden er blevet en ret dygtig sanger.

Men jeg synes nu de skulle have beholdt deres DJ-pult, for uden den bliver det altså bare lidt mere tamt. Som om The Chainsmokers er blevet lidt for gamle, lidt for hurtigt og har glemt deres gamle fans.