Interview: Nonsens går mainstream på ny udgivelse

Nonsens går nu mere kommercielt til værks. Men før du kalder dem for sellouts, så læs lige med herunder.

589
Visninger
Foto: Nonsens /:labelmade

Nonsens går nu efter at erobre radiostationer og hitlisterne på streamingtjenesterne med deres første kommercielle single i 2019.

De seneste år har den bornholmske trio fokuseret på undergrundsscenen – og de har med stor succes fået deres musik spillet på kæmpe festivaler af nogle af EDM’s største navne.

Med den nye single “We All” med Ericka Jane på vokal er fokus altså på at lave et kommercielt hit – men før du råber sellouts, så læs lige lidt videre – vi har nemlig talt med Nonsens-gutterne om deres nye udgivelse.

Vil ikke bindes af genrer

Det nye track er tydeligvis mere rettet mod mainstream-publikummet end de seneste års mere hårdtslående og rå numre fra trioen. “We All” formår dog stadig at bevare en Nonsens-vibe over sig, især i droppet.

Om udgivelsen lyder forklaringen således fra Nonsens: 

“Vi har været på en lang rejse og gennem en spændende udvikling med vores musik siden vi startede. Men det ligger så meget i vores DNA at ikke lade os begrænse af genrer eller stereotyper – deraf også vores navn: Nonsens.”

Faktisk er det måske ikke så nyt endda, at gruppen arbejder med det mere kommercielle.

“Hvis man kigger vores diskografi igennem, vil man se, at vi også legede med vokalbaserede tracks helt tilbage for 5-6 år siden, da vi startede.”

“Derudover har vi også produceret vokalbaseret musik for artister som RL Grime, Medina og Pharfar. Derfor føles det helt naturligt for os at begå os i både undergrunden og på de mere kommercielle flader, da vi føler at vi som artist godt kan rumme det. Og ‘We All’ er en perfekt måde for os at vise noget af alt det super fede musik vi har lavet på det seneste.”

Foto: Nonsens/ :labelmade

Nødvendigt eller frivilligt?

Det kritiske spørgsmål er så, om det er af lyst, at Nonsens nu går mere kommercielt til værks, eller om det er en nødvendighed for at nå ud til et bredere publikum.

“Det er et helt vildt relevant spørgsmål – særligt i 2019, hvor kunstnerisk integritet oftere og oftere er en sjældenhed. Det primære mål for os med mere radiovenlig musik er egentlig at vi selv kunstnerisk ønsker at udforske den verden endnu mere.”

“Vi ser ikke Nonsens som en statisk gruppe, der eksempelvis kun laver trapstyle eller andre specifikke genrer. Vi udvikler os sammen med vores fans og kollegaer og håber, at folk er klar på at udvikle sig med os.”

Samtidig håber de tre bornholmere ikke, at den nye stil vil skubbe de gamle fans væk.

“Vi håber mest af alt, at folk lytter til vores musik og hører vores lyd i det – uanset om vi laver hip-hop, pop, EDM eller noget helt fjerde. For det er sådan vi føler at vi kan vedligeholde vores egen integritet som gruppe: Uanset hvilken genre vi kaster os ud i vil det altid være med vores eget take på det!”

Los Angeles og masser af collabs

Noget der også har fyldt den seneste tid for gruppen er flytningen til Los Angeles. Det var et sats, da gruppen sidste år rykkede pælene op og drog vestpå.

“Vi er vokset ekstremt meget som personer, men også på alle parametre i vores tilgang til Nonsens: vi lever og ånder for at lave god musik og godt content til folk, fordi vi simpelthen bare ikke kan lade vær’.”

Skiftet har betydet, at gruppen har været enormt produktiv på den musikalske front – og samtidig har de også oppet deres social media game, blandt andet med humoristiske videoer – som for eksempel serien “Will it synth” eller den famøse “It’s coffee time”. 

“Med den indstilling har vi set hvor meget hype og efterspørgsel der er kommet på os både i USA men også på andre territorier. Og som med alt andet er vi naturligvis helt vildt beærede og glade over at få den anerkendelse for vores hårde arbejde.”

Foto: Nonsens

Et andet sted hvor skiftet til USA også konkret kan ses er på listen over kommende collabs. I 2019 har de allerede remixet Diplo og udgivet et track med Yellow Claw – men der er meget mere i vente.

“Hvis man følger med på vores sociale medier ser man, at vi sidder i studiet for tiden og arbejder på ting med folk som Ookay, Boombox Cartel, Baauer, Yellow Claw, Flosstradamus, Wuki, graves, Mike Cervello og flere andre.”

“Det er i vores øjne nogle af de største folk i vores genre. Det lærer os en masse og viser os, at vores arbejde så småt begynder at bære frugt. Det er vi meget stolte over og det minder os om, at vi kun lige er startet!”

Stor festivalbooking

Og det er ikke bare på collab-fronten, at Nonsens vil frem i verden. I 2019 har gruppen en målsætning om at udgive mere musik end nogensinde før – og så vil de også ud og spille for store folkemængder!

“Sidste år satte vi os et mål om at spille på en stor elektronisk festival – vi kan desværre ikke afsløre endnu, hvilken der er tale om, men vi glæder os til at fortælle nærmere om det når vi får grønt lys til dette. Vi kan i hvert fald sige at det er kæmpestort for os og vores karriere i den elektroniske musikverden.”

Og på den cliffhanger må vi blot væbne os med tålmodighed for at finde ud af, hvilken stor, elektronisk festival Nonsens denne sommer indtager.

Lyt til Nonsens’ nye single herunder på Fist Pump Fridays Fresh Releases: