Halveret venstrehåndsduo: TooManyLeftHand(s) lukkede Magicbox

TooManyLeftHands lukkede i en formindsket udgave Magicbox fredag aften.

1759
Visninger

For første (og måske sidste) gang nogensinde, spillede Martin Nick i går et soloshow. TooManyLeftHands prydede ellers plakaten som lukkenavn. Men duoen var halveret, fordi Anders K var hastet tilbage til København, hvor hans kone skulle føde. Så først og fremmest et tillykke til Anders og Claire!

Det er ellers Anders K, der er kendt som den naturlige DJ i duoen, og derfor blev Martin Nicks evner for alvor testet. Det begyndte godt med det vanlige “This is TooManyLeftHands”-sample. Hurtigt efter kom Axwell^Ingrossos “How Do You Feel Right Now”.

Et par småfejl i overgangene i begyndelsen gjorde, at den resterende del af venstrehånds-duoen måtte rekruttere nye medlemmer. Bladtkramer, der selv havde spillet tidligere på dagen, gav en venstrehånd eller to med for at lette presset, ligesom Kato også hjalp til  med mixingen på et par numre.

Selve settet bar præg af en forfriskende fornyelse. Det var nye mashups og nye numre, der var kommet i cirkulation blandet med det velkendte, som med garanti får publikum med. Der blevet skrålet højlydt med på “Too Young To Die” fra det enorme publikum, der havde taget turen tilbage til Magicbox efter Kygos blide rytmer på Rød Scene.

Undervejs virkede det til tider lidt hektisk og kaotisk – og det er forståeligt. Da Martin Nick stod op fredag, havde han formentlig ikke set dagen ende på den måde. Men tekniske småfejl skal ikke trække meget ned. Publikum var med og numrene var velvalgte. Især Strombergs remix af “Mad For It” ramte stemningen perfekt. Og passende at lukke og slukke med en lille hyldest til Avicii med “Without You”.

Alt i alt et fornuftigt set – men TooManyLeftHands er klart bedst, når begge medlemmer er til stede. Mon ikke Anders K får en ny chance på Magicbox i 2019?