Summerburst i Gøteborg leverede igen

Summerburst indtog før syvende gang Gøteborg i weekenden.

1138
Visninger

I weekenden var vi inviteret på Summerburst Festival i Gøteborg, og lad os bare med det samme understrege: Det var en succes.

Vi begyndte dagen på Port Du Soleil, som i det flotte sommervejr føles som at stå på en natklub på Ibiza. Stemningen blev krydret yderligere af de svenske VM-helte, der var ude for at fejre det nyvundne verdensmesterskab.

Videre til festivalen, som har hele tre scener at vælge imellem. Love Affair, der henvender sig til folk med interesse i tech house og techno. Garden Stage, der havde spændende navne som Throttle og Salvatore Gannaci på scenen og så selvfølgelig mainstage, hvor de tunge headliners trækker massive menneskemængder.

Vi valgte først at kigge forbi Garden Stage, hvor Throttle var på. Jeg har den sådan med ham, at er han på lineuppen til en festival, så skal jeg se ham. Han leverer hver gang og oser af overskud på scenen.

Derefter videre til mainstage, hvor Yellow Claw sådan relativt tidligt på aftenen gik amok. Det er sådan et navn, som er godt placeret på det tidspunkt, fordi de formår at hæve energiniveauet ret så voldsomt, så publikum bliver klar til de resterende acts.

Tilbage til Garden Stage, hvor den nok mest mærkværdige DJ lige pt. var at finde. Salvatore Ganacci, som måske er blevet mere kendt for sine mærkelige gimmicks på scenen, trak mange til på sin svenske hjemmebane. Da han var færdig satte rigtig mange kursen mod mainstage for at se Hardwell.

Vi blev lidt for at se, hvordan TooManyLeftHands håndterede den svære situation – det er altid svært at være oppe imod en sværvægter som Hardwell, men der var trods alt nogle, der blev for at feste med danskerne, og det blev kun bedre som settet skred frem.

På mainstage fangede vi anden halvdel af Hardwells set, som ikke lød til at have fået den store overhaling, siden han spillede Ultra i Miami tidligere i år. Ikke noget imponerende set, men publikum var med, og det trækker altid op.

Forbi baren, hvor det eneste kritikpunkt var at finde. 15 minutters kø for at få noget at drikke, og så skal den indtages indenfor området oven i købet. Men det er småting, som man sagtens kan leve med. Når jeg tager til festival, så er det for musikkens skyld, og med et stjernespækket lineup, som det på Summerburst, så tæt på Danmark, så lever jeg fint med at drikke min øl lidt væk fra scenen.

Vi fik drukket ud i tide til at se Martin Garrix, der lukkede, som verdens nummer et nu engang gør. Med masser af fyrværkeri, ild, røg, en håndfuld nye udgivelser fra sit label STMPD og et toptændt publikum. En perfekt afslutning på en næsten perfekt festival.

Summerburst er værdi for pengene og kan klart anbefales.

Summerburst

wow.. no words for Summerburst Festival last weekend.. (yes I'm wearing flower underwear)

Slået op af Martin Garrix i 4. juni 2018