Adrenalize: Danmarks hardstyle-konge drømmer om collab med Coldplay

Vi har haft fornøjelsen af at tale med den 21-årige Adrenalize i forbindelse med hans nye nummer "Get Up".

3217
Visninger

Danmark har mange talenter indenfor elektronisk musik, men en artist som ofte går under radaren er Malthe Mehlskov, bedre kendt som Adrenalize.

Han lever et liv som de fleste kun kan drømme om. Siden Malthe var 16 år gammel, har han rejst verden rundt med sin musik – i anledning af hans seneste nummer “Get Up”, som han selv betegner som sit bedste værk nogensinde, har vi taget en snak med Adrenalize om alt fra arbejdspres til opdragelse.

Et personligt nummer

Man fornemmer en form for stolthed hos Adrenalize, da snakken falder på hans sang “Get Up”, som han fornyligt udgav.

Jeg har haft en ide i 2-3 år om at lave en melodi ud af en stemme. Det har jeg forsøgt i rigtig lang tid og endelig ramte jeg, hvad jeg havde ledt efter,” fortæller Malthe Mehlskov.

Med frasen “what hurts you now, makes you stronger in the end”, kan man godt sige, at det passer ret godt til virkeligheden.

Jeg har lavet sangen i en periode, hvor jeg gik igennem noget personligt og det var generelt en lidt hård tid, så det er et meget personligt nummer for mig.”

Men at det skulle ende sådan, er faktisk mere et tilfælde end en bevidst handling fra den danske hardstyle-stjerne.

“Ham der synger og har skrevet teksten aner ingenting om det jeg har gået igennem. Jeg har faktisk først set, hvad han hedder, da “Get Up” kom ud. Så jeg har ikke rigtig haft indflydelse på det. Men det passer virkelig godt til situationen og den stemning jeg vil have frem i sangen.”

Hardstyle i fremgang

Adrenalize er en del af en ny bølge hardstyle-artister, som har inddraget lyrik i sine numre og gjort musikken mere spiselig for radiostationer og mainstream-publikummet. Noget som indtil for få år siden ikke var særligt velanset i miljøet.

For seks år siden der var det lidt unormalt at have vokaler i sine numre, og hvis man gjorde det så blev man kaldt sell out. Nu er det normalt. Hvis man ikke har det, så bliver det ikke et hit.”

Generelt ser Malthe Mehlskov en tendens til, at hardstyle har fundet vej til et langt bredere publikum gennem de seneste år.

Det er blevet meget mere mainstream og det bliver spillet i radioen i Holland og talt om i medierne. I Holland er hardstyle blevet normalt, og jeg synes også det begynder at brede sig mere og mere i Asien og sådan nogle steder. Det er helt klart blevet større på verdensplan.”

Andre genrer på tale

Adrenalize beskriver hardstyle-scenen som et unikt fællesskab, som han ikke har set andre steder, og det er noget af det, som gør hans kærlighed til genren endnu større.

Jeg går tit rundt i publikum til hardstyle events og jeg har aldrig set et slagsmål eller noget som helst. Det er folk som har det sjovt, og hvis du kommer til at vælte ens øl og støde ind i en, så griner man bare af det og folk er så cool.”

Noget som ifølge den unge dansker ligger i selve musikken.

“Jeg synes, at hardstyle ofte kan få nogle følelser frem, som man ikke kan med andre genrer. Det er virkelig kraftfuldt. Det er svært at forklare, men der er et eller andet over det. Når jeg sidder og laver melodier, så hører jeg dem nogle gange også i langsommere tempo og det giver bare noget helt andet i det hurtigere tempo.”

Som udefrakommende kan man måske fristes til at sige, at man har hørt alt hardstyle, hvis blot man har hørt et enkelt nummer, men sådan er virkeligheden langt fra.

“Jeg elsker generelt hardstyle, men der er altså også mange hardstyle-artister, hvor jeg lytter til deres musik og tænker hold kæft noget larm.”

Og til trods for levebrødet lige pt. er hardstyle, så har han også øje for andre genrer.

Jeg har altid været kæmpe fan af house-musik, og det er jeg stadig. For at være helt ærlig lytter jeg meget mere til andet musik end hardstyle og jeg ser ikke mig selv lave hardstyle resten af mit liv.”

Og han er heller ikke bange for at drømme stort, når det kommer til fremtiden.

Min helt store drøm er at lave en sang med Coldplay. Det kunne jeg virkelig godt tænke mig. Det er virkelig langt væk, men det kunne også være Martin Garrix, som måske ikke er helt så urealistisk. Hardwell er også tæt på. Flere af mine kollegaer arbejder sammen med ham og vi kender ham jo.”

Træder varsomt

Det kræver dog finesse og situationsfornemmelse at mestre kunsten at krydse genrer, og det er Malthe Mehlskov godt klar over.

Hvis jeg for eksempel udgav et house-track som Adrenalize, så ville jeg nok få rigtig mange sure beskeder. Hvis jeg gjorde det, så ville jeg ikke udgive det som Adrenalize. Så skulle det være under et nyt navn. Men det tror jeg ville være lidt risky. Bare se Headhunterz. Han lavede et skifte for nogle år siden og fik rigtig meget had for det.”

I første omgang handler det dog om at komme på efterfølgeren til “Get Up”, og her presser 21-årige Adrenalize sig selv hårdt.

Det der presser mig selv mest er nok mine egne ambitioner omkring musikken. Når jeg så kommer ud med “Get Up” som jeg føler er min stærkeste sang nogensinde, så er jeg lidt presset for, at det næste skal være endnu bedre, for ellers bliver folk skuffede.”

Han uddyber det statement yderligere.

“Det presser mig helt klart, når jeg skal i studiet og finde på noget nyt, for jeg er virkelig perfektionist. Jeg er meget kræsen når det kommer til melodier, så jeg sidder hver eneste dag og laver 10 melodier, og så laver jeg måske en enkelt hver anden måned, som jeg synes er sådan rigtig god.”

Og selvom Adrenalize har rejst verden rundt og har dedikerede fans stort set hvorend han går, så stiger det ikke ham til hovedet.

Jeg synes stadig bare jeg er en normal ung dude som har været mega heldig at kunne lave det jeg elsker. Jeg kender folk som er blevet til noget og som ikke kan styre det, og så er de blevet lidt nogle røvhuller, og det er ærgerligt.

Han giver til dels forældrene æren for, at han fortsat har begge ben solidt plantet på jorden.

“Jeg tror i sidste ende det kommer meget an på ens omgivelser, og hvem man er sammen med. Jeg har været ret heldig med det hele. Jeg tror sgu jeg er blevet opdraget ret godt af min mor og far.”

 

Vi takker Malthes forældre for, at de har givet dansk elektronisk musik sådan et talent! Lad os se en modig beslutning fra Tinderbox om at booke ham til Magicbox i 2019. Det har Adrenalize fortjent.

Lyt til “Get Up” her:

 

Og er du blevet nysgerrig på mere, kan du høre meget mere fra Adrenalize lige her: