Debat: Er hardstyle det nye sort?

Hardstyle-genren har haft et par svære år. Men det ser ud til at ændre sig.

903
Visninger

Jeg er netop vendt hjem fra en weekend på Tomorrowland med en masse nye musikoplevelser i rygsækken – og især et indtryk har fået mig til at tænke.

Genrers popularitet svinger rigtig meget. Nye opstår, gamle dør ud. Først var det big room, så trap, så future house og future bass – men hvad er det næste? En ny genre? Det tror jeg ikke – en genre som har oplevet hårde tider de seneste år er på vej frem igen.

På årets Tomorrowland blev der spillet mere hardstyle end jeg mindes der er blevet i mange år udenfor Q-Dance, Pussylounge og hvor hardstylerne ellers holder til. Det er ikke noget nyt, at Dimitri Vegas & Like Mike godt kan lide at variere tempoet lidt med de lidt hårdere toner. Men de var ikke alene denne weekend. Ummet Ozcan, W&W og flere andre åbnede også op for hard dance-godteposen.

Mere overraskende var det måske, at Armin Van Buuren også hoppede med på vognen – og er der nogen effektiv måde at finde ud af, hvad der er oppe i tiden, så må det være at høre, hvad David Guetta spiller – for han har det med at hoppe med på alle trends, der kan holde ham aktuel – og han spillede også hardstyle på årets Tomorrowland.

Læg ovenstående sammen med alt det der ellers sker indenfor hardstyle-genren. Headhunterz vendte ryggen til hardstyle og søgte succes indenfor EDM – nu er han vendt tilbage til genren. Og Hardwell har udgivet ikke bare et, men to hardstyle-numre den seneste måned.

Jeg kan tage grueligt fejl – men jeg tror hardstyle går gyldne tider i møde – og bliver det nye sort.