Trancelegende fortæller eventyr med ambitiøst album

Ferry Corsten har for længst fået legendestatus i tranceverdenen og med sit nye, innovative album "Blueprint" slår han fast, at han ikke er færdig endnu.

992
Visninger

Et sci-fi koncept album. Det lyder lidt mærkeligt, ikke? Sådan tænker mange sikkert, når de læser hvordan Ferry Corsten beskriver sit nye album, og det samme gjorde jeg. Men jeg gav det alligevel en chance og trykkede play på Spotify – og så åbnede Ferry Corsten sit nye univers for mig.

Introen “Reception” virker lidt som åbningen på en stor Hollywood-film. Med en fortæller der begynder sin historie samtidig med en euforisk symfoni giver en følelse af storslåethed.

Derefter begynder det at lyde mere bekendt – titelnummeret “Blueprint”,  “Your Face” og “Venera”, som er et samarbejde med Ferry Corstens eget alias Gouryella, er rendyrket trance. Fortællingen om figurerne Lukas og Vee får sangene til at flyde let sammen, men det virker ikke ensformigt.

Flirter med nye genrer

På den næste del af albummet bliver der eksperimenteret mere. “Something To Believe In” og “A World Beyond” er mere ovre i deep house-genren. “Here We Are” flirter med trap og future bass, og “Piece Of You” har lidt den samme lyd som Alan Walker er blevet kendt for.

Og mens størstedelen af albummet består af euforisk, melodisk trance, så er der også blevet plads til lidt hårdere numre. For eksempel “Drum’s A Weapon”, hvor fortælleren fortæller om oprør og krig. Og det kunne man godt forestille sig når nummeret bliver spillet live. Den har sådan en lidt ond, agressiv klang, og vil helt sikkert få publikum til at starte et mindre oprør.

Albummets klimaks både fortællemæssigt og musikalsk kommer med sangen “Another Sunrise”, inden det hele fader ud med sidste nummer “Eternity”.

Et heltstøbt album

I en tid hvor albums har det svært, så tror jeg Ferry Corstens tilgang til det her album er den helt rette. Fortællingen virker som en rød tråd, den fastholder en, og giver en følelse af et komplet værk. Sci-fi er ikke lige min favoritgenre, men alligevel formår historien, som blandt andet er skrevet af David Harrington Miller, som også har arbejdet på House of Cards, at fastholde mig hele vejen igennem.

Nu siger jeg ikke, at alle fremtidige albums bogstaveligt talt skal indeholde en fortælling – men det virker i det her tilfælde. “Blueprint” er velproduceret, helstøbt og som der står mindst 10 gange på min notesblok bare euforisk!

Oplev selv “Blueprint” herunder: