Dirty South skuffede fælt

Vi havde store forventninger til Dirty South efter hans sidste show på Tinderbox i 2015, men australieren leverede ikke.

1182
Visninger

 

Det blev langt fra hvad vi havde forventet, da Dirty South torsdag aften indtog Magicbox-scenen på årets Tinderbox. På forhånd havde jeg glædet mig til at høre de store hits, som Dragan Roganovic gennem sin lange karriere har produceret. Dirty South er en af dem der har været i spillet rigtig længe, og normalt har han godt styr på publikum.

Men sådan var det ikke denne gang – et tyndt fremmøde til showet virkede til at fjerne al motivation til at skabe en fest. Vi fik glimt af storheden som han kan levere med langsomme og deep house-agtige udgaver af “City of Dreams”, “Walking Alone” og “Alive”.

Det virkede ærligt talt som om, at Dirty South overhovedet ikke havde lyst til at spille – han stod med et tomt blik, holdt sig helt fra mikrofonen og manglende den gejst og udstråling, som kan trække sådan et set op, selvom fremmødet ikke er særligt stort.

Det virkede afventende – som om han ventede på, at det ville vælte ind med mennesker, så han kunne levere sine største hits. Men menneskerne kom aldrig, og det gjorde de store hits heller ikke. I stedet indtog han nærmest bare en rolle som opvarmnings-dj for TooManyLeftHands, og det er han altså for stor til at være. Øv for en skuffelse!