Fist Pump Fridays’ guide til Tinderbox 2017

Så er det endelig Tinderbox-tid, og som altid er vi klar til at guide jer igennem den elektroniske del af programmet!

955
Visninger

Igen i år kan Tinderbox præsentere et stærkt program for publikum med passion for elektronisk musik. Samtidig har Magicbox-scenen også fået et nyt look, som vi selvfølgelig glæder os til at se og opleve!
Herunder kan du finde ud af, hvilke acts du ikke må misse under festivalen, og ligeledes høre vores favorit-tracks fra diverse artister som gæster Tusindårsskoven.

Torsdag:

16:00 Electrick Village
Denne danske duo som består af Jonas og Marinus skal fuldt fortjent spille på Magicbox i år. De to drenge satser stort på udlandet, og har lige spillet i Seoul i Sydkorea! Electrick Village plejer altid at bringe en fed energi og tracks fyldt med trommer, så uanset om du har en god tidlig brandert på, eller er pinlig ædru, skal de nok give dig en god oplevelse!

19:45: Dirty South
Dragan Roganovic behøver ikke den store introduktion, manden er efterhånden lidt af en legende på den elektroniske scene. Hans CV tæller collabs med Alesso, Axwell, Ingrosso og utallige andre. Dirty South gæstede også Magicbox på festivalens første år, og det er ganske enkelt ikke noget du må gå glip af!

01.00: Galantis
Tredje gang er lykkens gang? Sådan virker det umiddelbart med den svenske duo, Galantis. Deres to forgangne shows i DK blev begge aflyst, men nu virker det rent faktisk til at vi kommer til at opleve dem! Duoen består af Linus Eklöw der tidligere var kendt som, Style of Eye, samt Christian Karlsson som også er en del af indie-gruppen, Mike Snow. Galantis var i 2016 nomineret til en Grammy for nummeret “Runaway (U & I)”. Deres mest streamede nummer er dog “No Money” som har over 400 millioner streams på Spotify….. Vi har set dem via livestreams fra utallige af festivaler, og de bringer altså en vanvittig energi i alle deres sets. Vi glæder vi os som små børn, til endelig at opleve dem live!

Fredag
18:15: Nora en Pure
Good vibes overload! Jeg er ikke personen som ofte går op til en DJ for at få navn på et track, men i 2013 da jeg var på ferie i Grækenland blev jeg nød til det. Den lokale DJ spillede nemlig Nora en Puras track “Come With Me” og jeg var solgt med det samme. Hvis solen ikke skinner fredag, skal hun nok få det til at føles sådan alligevel!

00:45: RL Grime

Han var også på programmet sidste år, men måtte desværre aflyse. I år krydser vi fingre for, at vi endelig får ham at se! Hans stil er hård, energisk, bass-tung trap, og det skulle gerne være den perfekte afslutning på fredagens program. RL Grime er et absolut must-see i år og et af de mest interessante acts på årets line up.

Er du ikke overbevist – så tjek lige et uddrag af hans set fra weekendens EDC Las Vegas herunder:

Lørdag:

15:00 AXRG

Det lokale nye stjerneskud får sin debut på Tinderbox tidligt lørdag, og har lagt op til, at det ikke er noget man har lyst til at gå glip af. Hans seneste track ‘Saga’ med Ferreck Dawn blev udgivet på Spinnin’ Records – og nu er han klar til at give premiere på hele fem nye numre – og det glæder vi os til!

 

16.30: Throttle

Endnu et af scenens nye navne. Til trods for sine blot 19 år er australske Throttle allerede ved at etablere sig som en kommende superstjerne. Hans stil er efter eget udsagn “dirty disco” og har hidtil kastet et remix af klassiskeren “September” af Earth Wind & Fire, et collab med Oliver Heldens og meget mere af sig. Hans set vil helt sikkert få dig i godt humør.

01:00: Martin Garrix

Et navn som de fleste vel efterhånden kender! Han spiller for tredje gang på fire år i Danmark, når han lukker og slukker Tinderbox med et brag på Rød Scene. Martin Garrix fik sit store gennembrud med “Animals” og har siden leveret massevis af hits både indenfor progressive house og future bass. Mon ikke han har et par nye tracks med – og måske live vokal på “Now That I Found You”, når nu John Martin og Michel Zitron alligevel er på Tinderbox.

Fist Pump Fridays-teamet er at finde på Tinderbox alle dage, vi håber at vi ses! Add os endelig på snapchat og følg med i det hele: fistpumpfridays